Advokat Tine Røhling

Fri proces og retshjælp

Retshjælp

Hvis din indtægt er under nedenstående grænser, kan du få offentligt tilskud til en del af eller hele advokatregningen. Tilskuddet dækker udgifterne til rådgivning og mindre skriftlige henvendelser eller arbejder.
Retshjælpstilskudet fra det offentlige gradueres alt efter typen og omfanget af rådgivningen og udgør max 2.630 kr. Dette max gives i forbindelse med ansøgning om fri proces, der således ofte kan gennemføres helt uden egenbetaling. Jeg yder denne retshjælp, som er en ordning advokater tilmelder sig. Oplys derfor ved bestilling af tid, at der muligvis er tale om retshjælp, og medbring årsopgørelsen for 2006 for dig og evt samlever/ægtefælle.
Man kan ikke få retshjælp i erhvervssager, ansøgning om gældssanering, straffesager, samt hvis sagen vedrører en offentlig myndighed, som giver vejledning og bistand i fornødent omfang.

Retshjælpsdækning fra egen forsikring

Såfremt ens økonomi ikke berettiger til retshjælp eller fri proces, har man mulighed for at søge sagsomkostningerne dækket i sit forsikringsselskab, hvis man har en forsikring med retshjælpsdækning, mod selv at betale selvrisikoen. Dette gælder dog ikke for ægteskabssager, bodelingssager, forældremyndighedssager samt bobehandlings/arvesager.
Ifølge forsikringsbetingelserne dækker forsikringen retshjælp op til 75.000 kr. med fradrag af 10% i selvrisiko, dog minimum 2.500 kr. Dette kan dog variere fra selskab til selskab.
Det fremgår endvidere af forsikringen, dækning skal søges af den advokat, der skal føre sagen, samt at advokaten ikke må tage andet salær end det forsikringsselskabet godkender. Der er her tale om en konkret vurdering ud fra sagens størrelse og den anmeldelse advokaten foretager om arbejdets omfang, tidsforbrug etc.
I sager hvor der er retshjælpsdækning er det klarlagt, at advokatens salær ikke er afhængigt af, hvad klienten får tilkendt i sagsomkostninger. Advokaten afregner og får godkendt salær hos forsikringsselskabet og tilkendtesagsomkostninger modregnes heri.
Hvis de samlede omkostninger vil kunne overstige 75.000 kr. vil du få besked.

Fri proces

Man kan ansøge om fri proces, hvilket betyder, at staten betaler alle omkostninger ved at føre en retssag ved domstolene, uanset udfaldet. Ansøgning kan indgives af en selv eller af den advokat, man gerne vil have til at føre sagen. Et afslag kan ankes til familiestyrelsen. Fri proces bevilliges, hvis der er en rimelig mulighed for, at sagen kan vindes. Advokaten kan vurdere, om det er tilfældet. De samme økonomiske betingelser som ved retshjælp skal også være opfyldt. Se nedenfor.
Der gives normalt ikke fri proces til erhvervssager og rene inkassosager.

Beløbsgrænser

Indtægtsgrænsen reguleres årligt og er i 2010 275.000 kr., således at din personlige indkomst i 2008 med tillæg af positiv kapitalindkomst skal være herunder. Hvis du er gift eller samlevende skal din og din partners samlede indtægt være under 350.000 kr.
Har du børn, stedbørn eller plejebørn under 18 år, som bor hos dig, eller som du overvejende forsørger, forhøjes indtægtsgrænsen med 48.000 kr. pr. barn, med mindre du betaler børnebidrag, som du trækker fra på selvangivelsen.

WordPress
Copyright © Advokat Tine Røhling.