Lov om juridisk Rådgivning

Lov om juridisk Rådgivning

Lov nr. 419 af 09.05.2006

§ 1. Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter, når modtageren af rådgivningen (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Rådgiveren har bevisbyrden for, at rådgivningen ikke er omfattet af loven.
Stk. 2. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed.
Stk. 3. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning ydet af finansielle virksomheder, i det omfang økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler om god skik på det pågældende område.
§ 2. Den, som erhvervsmæssigt yder rådgivning af overvejende juridisk karakter, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning. Rådgiveren skal herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Rådgivningen skal ydes med den fornødne hurtighed.
Stk. 2. Aftaler om juridisk rådgivning skal udarbejdes skriftligt.
Stk. 3. Rådgiveren skal i rådgivningsaftalen oplyse, om vedkommende er ansvarsforsikret. Oplysningen skal være særligt fremhævet i rådgivningsaftalen. Er rådgiveren ansvarsforsikret, skal vedkommende oplyse om størrelsen af den samlede forsikringssum, størrelsen af forsikringssum pr. skade, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvis vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår.
Stk. 4. Aftalen skal indeholde en beskrivelse af rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund.
Stk. 5. Rådgiveren skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at angive timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes.
Stk. 6. Rådgiveren må ikke modtage betroede midler fra kunden eller på kundens vegne.
Stk. 7. En rådgiver må ikke yde rådgivning i en sag i tilfælde, hvor rådgiveren selv eller dennes nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Det samme gælder i tilfælde, hvor rådgiveren eller dennes nærstående samtidig rådgiver eller tidligere i samme sag har rådgivet andre, der har en sådan interesse.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning.
§ 3. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven og forskrifter udstedt i medfør af § 2, stk. 8. Tilsynet føres eftermarkedsføringslovens regler.
§ 4. Overtrædelse af denne lov og forskrifter udstedt i medfør heraf straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5. Loven træder i kraft den 1. juli 2006.
Stk. 2. Lov om ydelse af juridisk bistand samt om detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986, ophæves.
Stk. 3. I lov nr. 319 af 14. maj 1997 om inkassovirksomhed, som ændret senest ved § 11 i lov nr. 442 af 9. juni 2004, ophæves § 17.
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Givet på Amalienborg, den 9. maj 2006
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.